Uge 12 – Vi laver runesten og snakker om dengang Danmark fik sit navn

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

I torsdags spiste vi flødeboller og ønskede hinanden god sommer. Det var sidste gang vi mødtes inden sommereferien, og du kan læse med nedenfor og finde ud af, hvad vi lavede.

Først fyldte vi badekarret og smed de store beskidte sten, som vi havde fundet over i Riverside Park, ned i vandet med et plask. Børnene skurede hver deres sten og lagde dem over i vindueskarmen for at tørre i solen. Da det var gjort, satte alle sig godt tilrette, og jeg fortalte nogle af Danmarks mest fantastiske historier og livagtiggjorde fortællingerne ved at hive børnene med ind på Ramasjang Museet, en tv-serie på DR, der gør børn lidt klogere på danmarkshistorien.

Vi startede helt tilbage dengang Danmark var dækket af is. Kæmpestore isbjerge og isflager strakte sig over både Norge, Sverige og England. Hele Norden mindede til forveksling om én stor skøjtebane. Perioden blev kaldt for istiden, men faktisk så skiftede vejret, og ind imellem blev det så varmt at isen smeltede. Søer og åer blev dannet, og man kunne høre det kolde smeltevand suse og bruse. Faktisk var der mange istider, og det var isen, der formede Danmark. Vi snakkede om neandertalerne, som levede dengang, om landskabet og de vilde dyr. Dengang levede der både mammutter, vildheste, skovelefanter og hulebjørne i Danmark. Forestil dig lige det. For at overleve blev neandertalerne nødt til at jage dyrene. De snittede spyd af grene og brugte skarpe sten, kaldet håndkiler, til at skære kødet ud med. Hænderne røg i vejret, og børnene gav hver især bud på, hvordan neandertalerne så ud, og hvordan de overlevede. ”Jeg tror de mindede lidt om aber.” ”Jeg tror de gravede huler, og sov der om natten.” ”Og de brugte skindet fra dyrene som dyner.”

Vi vendte også tilbage til begrebet ”hygge,” og forestilede os hvordan neandertalerne sad rundt om bålet om aftenen og spiste dagens fangst, imens de fortalte hinanden røverhistorier.

Sigurd og Rune Sten, der arbejder oven på Ramasjang Museet, var ved at forberede en udstilling om istiden og viste os, hvordan en håndkile så ud. De fortalte os også om rensdyrjægerne, de første mennesker i Danmark. Vores forfædre.

Vi var rige dengang, for hele verden var interesseret i vores rav, der lå og glimtede i solen langs den jyske kyst. Vi byttede ravet med bronze og guld, som vi lavede smykker af, og hjelme, så man kunne beskytte hovedet, når man var ude at slås. Man smed også guldet i søen. Det er rigtigt, i hvert fald i i min udgave af historien. Det var en slags offergave til guderne, så de ville behandle en godt og sørge for kornet voksede og dyrene var raske. Faktisk er det lidt det samme vi gør i dag, når vi kaster en mønt ned i ønskebrønden. Eller ned i Peblingesøen, eller storkespringvandet på Amagertorv for den sags skyld, i håbet om at vores ønske går i opfyldelse.

Efter at have snakket om vikingetiden og Gorm den Gamle, der jo regnes for at være Danmarks først konge, delte vi os op. En af drengene tog hul på det nyeste Anders And blad, imens andre kastede sig over SKÆG MED BOGSTAVER -SPILLET. En af pigerne studerede omhyggeligt runerne på viking alfabetet, før hun skrev på sin egen rengjorte sten med en sort Sharpie, ganske som Gorm den gamle og hans søn, Harald Blåtand, havde mejslet i runesten med spidse hamre et sted i Jelling. Hvis i tager dertil, kan i stadig se stenene. Den mindste af dem bliver omtalt som Danmarks navneattest, fordi det er den, der allerførste gang kalder Danmark for Danmark.

Børnene studerede runerne på viking alfabetet og lavede deres egen runesten.

Kan du læse hvad der står?

Vi hev børnene med ind på Ramasjang Museet, en tv-serie på DR der gør børn lidt klogere på danmarkshistorien. Se med her.


Det er altid skægt at lære med Hr. Skæg.

Sommerferien er over os, så da ungerne smuttede, var det med lakridspibe i munden og Anders And-blad i hånden.


Uge 11 – LEGO-byggeri og besøg i katedralen

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

Luk dine øjne og forestil dig, at der slet ingenting findes … For i begyndelsen, da var der nemlig ingen ting. Ingen jord, ingen himmel og heller ingen mennesker. Kun Gud. Hvis altså man tror på ham. Eller hende.

Hvad var der egentlig, før det hele begyndte? Nogle omtaler Gud som himmelens og jordens skaber, men i torsdags var det børnene, der skabte verden –ud af Lego. Engagementet var højt. Børnene satte de kulørte Lego-klodser sammen på kryds og tværs, alt imens de stillede hinanden spørgsmål, ”Hvem er den vigtigste person i verden?” … Og besvarede spørgsmålene, ”Det er der ikke nogen der er. Vi er alle sammen vigtige.” Så vi skabte verden på ny og snakkede om, at vi alle er vigtige, og at vi i virkeligheden er ret ens, for uanset hvor vi kommer fra, så er vi jo alle sammen mennesker.

Vi fik også opklaret, hvem verdens mest berømte menneske er. En gættede på “Obama,” en anden mente, at det måtte være ”Bernie Sanders.” Men de er jo kun berømte lige nu, og de er mest kendt her i USA og i Europa, og der bor kun omtrent hvert syvende menneske på jorden. Nææ, vi er på udkig efter en person, som næsten alle verdens flere end syv milliarder mennesker kender. Noget, som næsten alle mennesker har tilfælles, er religion. De fleste religioner har profeter, og Jesus, han er den vigtigste profet i verdens største religion, kristendommen. Desuden, så er Jesus jo også en kendt profet i islam. På Google får Jesus flere ”hits” end både Obama og Bernie Sanders tilsammen. Over en halv milliard. Så Jesus må være det mest berømte menneske i verden.

Dagen begyndte med regn, men det klarede op og solen brød igennem, så vi hoppede i gummistøvlerne og suste over til katedralen på Amsterdan Avenue. Det som i Danmark kaldes domkirker, kaldes i USA for katedraler. På vej derover snakkede vi om, hvad kirken bruges til. Vi snakkede også om, at folk for lang tid siden gik i kirke hver søndag, selv om de ikke forstod en dyt af, hvad der foregik, for gudstjenesten, den foregik nemlig på latin. Til gengæld så kunne man nyde de flotte kalkmalerier på væggene og de brændende vokslys. Dengang, for længe siden, gik alle i kirke, så rundt omkring i hele Danmarks land blev der bygget flere og flere kirker, og kirkerne fik tårne, så de kunne ses på lang afstand. Og de gammeldags kampesten, ja de blev skiftet ud med mursten, der blev lagt i fine lige rækker og limet sammen med mørtel.

Troende eller ej, katedralen er storslået. Vi gik samlet rundt i stilheden og stoppede op under Dannebrog, som hænger i fuld størrelse ned fra kirkens loft i blandt en række andre flag. Allerbagerst i katedralen hænger Jesus på korset med hovedet hvilende på sin ene skulder. Børnene satte sig ned på forreste række, og jeg satte mig på hug foran dem, hev De mindstes Bibel op af tasken og læste højt. ”Den første dag formede Gud jorden. Det var bælgmørkt. Man kunne intet se. Derfor sagde Gud: -Der skal blive lys! Og der blev lys … ” Katedralen er enorm, og der var ganske få besøgende. Stemmen rungede og vokslysene flakkede. Da vi var færdige med at læse hvordan Adam og Eva fik hinanden, gik vi hen til en stor kikkert, cementeret i kirkens midtergang, og en efter en fik alle lov til at studere det meget smukke cikulære rosevindue, som pryder over hovedindgangen. På vej mod udgangen stoppede en af pigerne op. Hun lukkede øjnene i, foldede hænderne og bad en lille bøn.

I torsdags var det børnene, der skabte verden –ud af Lego.

Uanset hvor vi kommer fra, så er vi jo alle sammen mennesker.

Da vi var færdige med at læse hvordan Adam og Eva fik hinanden ❤︎ gik vi hen til en stor kikkert, cementeret i kirkens midtergang, og en efter en fik alle lov til at studere det meget smukke cikulære rosevindue, som pryder over hovedindgangen.

Her ses den fine hvide (albino?) påfugl, som holder til i katedralens baghave.

Uge 10 – Hjemmelavet koldskål & 20 spørgsmål til professoren

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

I denne uge tog vi på opdagelsesrejse med Lars Henrik Aagaard, videnskabsjouralist og forfatter til HVAD ER MÅNEN LAVET AF? Han tog os med på en vild ekspedition fra tidens og altings begyndelse, hele vejen gennem universet og helt ind i vores krop. Børn er nysgerrige væsner, og Henrik hjalp os med at besvare nogle af de store spørgsmål, de bærer rundt på.

Hvad var der for eksempel, før universet blev skabt? Og hvad er universet egentlig lavet af? Vi snakkede om Guds rolle, for nogle mennesker tror jo på, at det var ham, der skabte alting. Men der er også mange der mener, at det hele begyndte ved en tilfældighed –en pludselig forandring lige midt i tomheden. Giver det overhovedet mening at spørge om, hvad der var før altings begyndelse? For hvis ikke der var noget, er der jo heller ikke tid. Jo, pludselig blev diskussionen noget filosofisk. Børnene rakte hånden i vejret og råbte i kor, ”Big Bang!” Noget med et lillebitte punkt, der blev større og større med en rasende fart –og i takt dermed blev stjernerne til og planeterne og til sidst os mennesker, rumraketter og skumfiduser. Bagefter så vi et videoklip på YouTube, der hjalp os med at forstå, hvordan mælkevejen og de milliarder af andre galakser derude hele tiden fjerner sig fra hinanden, lidt ligesom hvis vi pumpede en megastor ballon op ved at puste mere og mere luft ind i den.

Børnene kom også hver især med bud på, hvad månen er lavet af. Nogle mente, at månen er lavet af grøn ost. Andre, at den er lavet af støv. Det var ikke helt rigtigt men gode bud, for faktisk så påstår alle 12 astronauter, der har været på månen, at den lugter. Lidt ligesom en gammel ost. Eller, ikke helt. Den lugter af krudt, siger de. Ligesom fyrværkeri nytårsaften. Og når de tog deres store støvler af inde i rumskibet, så var der fint månestøv på dem. Så helt ved siden af ramte børnene ikke. Bagefter så vi et ældgammelt videoklip af de første astronauter, der landede på månen i 1969. Vi snakkede om månestenene, som de tog med hjem til jorden, og som er så kostbare, at de er dyrere end selv diamanter! Astronauterne gik sjovt, så da vi var færdige med at overvære den allerførste månelanding, satte vi musik på og immiterede deres bevægelser. En af børnene break-dansede, og vi blev alle enige om, at han bliver den første til at break-danse på månen.

Vi stillede også spørgsmålet, “hvordan kan en flyvemaskine flyve?” Vi så et videoklip af en Airbus A380, den slags fly vi rejser i, når når vi tager hjem til Danmark på sommerferie. Vi lærte, at det er vingerne, der får flyet i luften. Tilsammen måler vingerne næsten 80 meter. Det er lige så langt som en hel fodboldbane. Når flyets hastighed er oppe på cirka 280 kilometer i timen, dannes der et højt lufttryk under vingerne, og det tryk presser vingerne – og hele flyet – opad. Hastigheden gør det muligt for flyvemaskinen at lette fra startbanen og holde sig oppe i luften, indtil det når Kastrup lufthavn.

Vi sluttede af med at stille spørgsmålet, “hvilket organ er kroppens vigtigste?” De fleste mente, at hjertet måtte være det vigtigste, så vi studerede en anatomisk model af et menneskehjerte og lod det derefter gå på omgang. Men faktisk, så viste det sig at fordøjelses-systemet, altså maven og tarmene, er det vigtigste organ. Hvis ikke vi kunne optage føde, så kunne det jo være lige meget med både hjernen og hjertet. Så vi snakkede om fordøjelse; hvordan en bid vandmelon eller en kammerjunker tager på en 24 timer lang rejse gennem et snoet rør, ti gange så langt som os selv, før det ender nede i endetarmen, og får maven til at rumle og os til at løbe mod toilettet.

Næste uge vil vi forsøge at finde ud af, hvem verdens mest berømte menneske er.

Er det …

A) Hitler, ham børnene sammenlignede med Mr. Trump, da vi snakkede om Danmarks befrielse.

B) Hillary Clinton, den tidligere amerikanske udenrigsminister og førstedame.

C) Jesus, den vigtigste profet i verdens største religion, kristendommen.

Læs med i næste uge og få svaret 😉

Sommeren nærmer sig, så vi spiste koldskål med kammerjunkere og friske jordbær.

Anatomisk model af et menneskehjerte.

Videoklip af de første astronauter, der landede på månen i 1969.

De første til at få en flyvemaskine i luften med et menneske ombord, var de to amerikanske brødre, Orville og Wilbur Wright. Året var 1903, og flyet holdt sig i luften i 12 sekunder.

Uge 9 – Danmarks befrielse

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

I går, den 4. maj, satte vi lys i vinduet for at fejre Danmarks befrielse. Men også for at minde os selv om, at noget så frygteligt som besættelsen, aldrig må ske igen. Nazisternes leder, Hitler, opbyggede et Tyskland, kun for tyskere. Jøderne, et ældgammelt folkeslag, mørklødede mennesker, og andre folk, der var uenige med ”der führer,” endte i fangelejre, og derfor gjorde mange, som tyskerne befalede. Flere af børnene var hurtige til at drage sammenligninger mellem nazisternes leder og ”Trump,” så USAs 45. præsident blev samtaleemne på lige fod med den danske minister Christmas-Møller, statsminister Stauning og englændernes anfører, Montgomery. Da vi kom til modstandsfolkene, der sneg sig ud om natten for at udføre farlige aktioner, var der en af pigerne, som rejste sig op og med stolthed i stemmen fortalte om sin egen deltagelse i Women’s March.

Jeg læste Kapitel 31; BESÆTTELSEN i Sigurd fortæller DANMARKSHISTORIE, og børnene lyttede interesseret og spurgte bagefter ind til det, som vi havde læst. Mørklægningsgardiner, beskyttelsesrum, modstandsbevægelsen, redning af jøder, bunkere … Jo, vi kom ind på lidt af hvert. Vi snakkede også om alsang, en slags fællessangsstævner, der blev arrangeret under den tyske besættelse af Danmark, og så lyttede vi til sangen Lige om lidt er Danmark frit, og bagefter dansede vi lystigt rundt til sangen Alle har ret til at leve. Forpustede satte vi os ned foran fjernsynet og så et klip fra FRIHEDENS SOL OVER DANMARK, en stum sort-hvid kompilation af dokumentariske optagelser fra København fra dagene omkring befrielsen.

Og så snakkede vi om HUMOR! For er der noget danskerne er gode til, udover at hygge sig, så er det at lave sjov -og det gjorde de også dengang, under besættelsen. Bl.a. opstod der blade, som blev trykt i hemmelighed. Et af dem viste en tegning af fire grise og en tysker og stillede spørgsmålet, Hvem er det femte svin?


Vi snakkede også om rationeringsmærker. Under krigen var det svært at få varer, og det viste sig at være lige så svært at anskaffe sig legetøj. Derfor var der mange af børnene der lavede deres eget legetøj (eller som fik de voksne til at hjælpe sig, lidt ligesom når der i dag skal laves skoleprojekt, forestiller jeg mig.) Dukke Lise blev syet af gamle klude, og bilerne og bådene blev lavet ud af brugte havregrynspakker.


a  e  i  der fløj en lille bi
o  u  y  den fløj til Humleby
æ  ø  å  der kan den honning få

Vi runded af med et rim, og så fik børnene et stykke kridt i hånden og skrev de vokaler, der manglede i ordene på tavlen.

Uge 8 – Undervisning i hygge

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

Vi underviser børnene i hygge. For er der noget, folk derhjemme i Danmark er gode til, så må det være ”at hygge sig” –et fantastisk dansk fænomen. Så vi praktiserer “hygge.” Vi tager os tid til at åbne vinduet og lytte til regnen, imens de hvide lyn bliver til høje tordenbrag. Vi tænder starinlys, dufter til de hjemmebagte boller, og finder tæpperne frem, når det er tid til at se et klip fra en gammel Cirkeline tegnefilm, læse op fra en bog eller fortælle en historie. Men vi snakker også med børnene og forsøger at få dem til at forstå, hvad det vil sige ”at hygge sig.” Ofte forbinder vi nok hygge med samværd –det at være sammen med venner og familie. At sidde sammen i sofaen under et stort tæppe og drikke varm kakao med den ene hånd og spise popcorn med den anden, imens man ser Alene Hjemme (for 3. gang) eller en af Olsen-Banden filmene, der altid starter udenfor statsfængslet i Vridsløselille og får os til at skrue op for lyden og synge med på tema’et; ”Da da, da da daaa …” Men faktisk, så kan man også godt hygge sig alene, under solens stråler, og uden at skulle indtage alverdens lækkerier. Jeg hygger mig fx., når jeg sidder alene nede ved Hudson River og læser en god bog. Og Signe hygger sig, når hun går en tur i skoven. Apropos “at hygge sig med en god bog,” så husker jeg, hvordan Ulla Terkelsen i sin meget personlige bog, Vi kan sove i flyvemaskinen, forklarer, at der er så meget, man ikke kan tale med voksne børn om, fordi det enten bliver for dramatisk eller for sentimentalt. Og i øvrigt, skriver Ulla, så skal man også have hemmeligheder for sine børn, og de skal have hemmeligheder for deres forældre. Til gengæld, så går hun i kirke sammen med sin søn. Han har tit sin lille datter med, og så sidder de der, tre generationer på stribe, og skråler med på salmerne. Se dét, synes jeg, er hyggeligt.

Vi fejrede også “dagen i dag” i bedste carpe-diem stil, og slog det sammen med vores allesammens fødselsdag. Vi læste “Fødselsdagsfest, Alfons Åberg!” af Gunilla Bergstrøm, og så havde børnene øvet sig på den klassiske fødselsdagssang hjemmefra, så vi sang, ”I dag er det vores fødselsdag, hurra hurra hurrraaa…” Bagefter pustede børnene lys ud, og jeg skar halsen på kagemanden over, imens hele selskabet skreg.

Ingen fødselsdag uden fødselsdagslege! Her tegner de, med bind for øjnene naturligvis, hale på grisen.

Et billede af den smilende kagemand, lige inden vi skar halsen over på ham.

Fødselsdagsboller fra Den Store Fødselsdags Bagebog — fordi det er så hyggeligt at bage sammen ❤︎

2 1/2 dl mælk
75 g gær
500 g hvedemel
1 tsk. salt
1 spsk. sukker
150 g smør
1 æg til pensling

Lun mælken, rør gæren ud. Tilsæt salt og sukker. Smelt smørret, tilsæt det mælken. Tilsæt melet. Ælt. Lad dejen hæve 1 time. Form dejen til 24 boller og pensel med æg. Bag bollerne 10-12 minutter ved 220 grader.

Uge 7 – Forår, gækkebreve og påskejagt i Riverside Park

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

Op med vinduet og ind med foråret! Naturen bobler, så vi suste over i Riverside Park, hvor vi gik på æggejagt. På vej derover snakkede vi om forårets mange blomster, deres farver og dufte, men så fik vi øje på Hudson River, og samtalen tog hurtigt en drejning. For hvem var ham Henry Hudson egentlig? Påskehare-sangen lyder; Der har været en lille påskehare og den har lagt et æg. Kig oppe, kig nede, du skal bare lede. Kig ude, kig inde, prøv om du kan finde -det lille påskeæg. Men hvorfor i alverden lægger haren æg? Da børnene var færdige med at jagte æg, satte de sig godt til rette på toppen af en kæmpe (presenningsovertrukket!) jordbunke, og jeg fortalte historien om, hvor påskeharen kommer fra. Historien om en fugl, der, ifølge græsk mytologi, blev forvandlet til en hare af en ondskabsfuld gudinde. Hvert forår sprang tårerne frem i harens øjne, for den savnede sådan at lægge æg. Omsider forbarmede gudinden sig over haren, og tillod den at lægge æg én gang hvert forår. Da børnene havde gumlet færdig, var det tid til æggeløb! Vi drog hjem med røde kinder og kastede os over saks og papir, og nåede lige akkurat at lave et par fine påskeklip inden det ringede på døren.



Her du får en gæk i brev,

Gæt, min ven, hvem brevet skrev.

Gætter du ej rask og snar,

Bliver du min sommernar.

******** *********,7 år

Æggejagt i Riverside Park.


Uge 6 – Besøg af Pippi Langstrømpe

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

Regnen væltede ned, så vi åbnede vinduet og satte potteplanterne ud på balkonen. I et minut eller to stod vi helt stille, imens vi lyttede til tordenbrag rumle et sted på den anden side af Hudson. Bagefter snakkede vi om, hvad børnene kunne huske fra historien om Pippi Langstrømpe. Jeg læste op og stoppede flere gange for at inddrage børnene. I kapitel tre leger Pippi tagfat med politiet. De fortæller hende, at hun kan få en plads på et børnehjem, men Pippi, fræk som altid, forklarer, at hun som allerede har plads på et børnehjem; ”Jeg er et barn, og dette her er mit hjem, altså er det et børnehjem. Og plads det har jeg også, masser af plads!” Børnene grinte og havde forskellige bud på, hvad et børnehjem er. “Det er et sted, hvor der kun bor børn.” ”Den eneste slags chokolade børnene får er hvid chokolade.” Og så snakkede vi om, at ord kan lyde ens, men have forskellige betydninger. Pippi er stærk -hun ender med at tage fat i bæltet på begge betjente og bære dem ud på vejen. Men man kan også bruge ordet stærkt, om mad. Hvis fx. man kommer meget peber eller chili i maden. På et tidligere tidspunkt i historien laver Pippi pandekager. En pande kan altså være en (stege)pande, men det er også en kropsdel. Hvor sidder panden? Børnene pegede på deres pande -en enkelt tog fat om nakken på sig selv. Vi snakkede om, hvad det vil sige, at to venner er pot og pande. Og hvad det betyder at få sved på panden. Og hvad nu hvis nogen pander en anden? Derefter delte vi os op i to grupper -nogle af børnene spillede billedlotteri med danske hverdagsord, og andre læste, med lidt voksenhjælp, Emil fra Lønneberg.

Og så kom selveste Pippi Langstrømpe på besøg! Hænderne røg flukst i vejret, og alle fik lov til at stille hende et spørgsmål.

Og så kom selveste Pippi Langstrømpe på besøg! Hænderne røg flukst i vejret, og alle fik lov til at stille hende et spørgsmål.

Uge 5 – Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard og Halfdan Rasmussen

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

I torsdags snakkede vi om FANTASTISKE FIGURER –litterære figurer, som kan noget alle os almindelige dødelige ikke kan. Løfte en hest fx. Vi læste første kapitel af Pippi Langstrømpe, skrevet af Astrid Lindgren, snakkede kort om forfatteren, Sveriges plads på verdenskortet, og titlen. Og eftersom flere af børnene er tresprogede, så lærte vi også, til stor morskab for alle, at Pippi på fransk betyder… tis. Tihi. Vi bladrede i bogen, så på illustrationerne og gættede på handlingen. På et af billederne er Pippi i fuld færd med at male noget der forestiller en tyk dame med en død rotte i hånden –på tapetet inde i dagligstuen. Men Pippi bor jo helt alene, ingen mor eller far har hun til at skælde ud, og selv lader Pippi til at synes mægtig godt om maleriet. Pippis mesterværk gav anledning til at tale om, hvad det vil sige at være artig versus u-artig. Thorbjørn var hurtig på aftrækkeren, “Man må ikke tegne på væggen. Kun på papir.” Det lød som om, han talte af erfaring. Alle var enige, men så indskød Kinan, at i hans kusines hus, der er det altså tilladt at tegne på væggene. Hmm… vi tyggede lidt på den, og blev så ellers enige om, at det var da egentlig ret “sejt.”
Bagefter snakkede vi om MAGISKE REDSKABER og læste op fra Otto er et næsehorn, hvor Topper og Viggo sjovt nok også tegner på væggen (!) Blyanten de bruger, viser sig at være magisk -for næsehornet blinker pludselig med det ene øje og drejer hovedet. Gisp! Børnene kom med bud på andre magiske redskaber og tegnede på papir med deres helt egne “magiske blyanter.” Vi læste og snakkede også om Halfdan Rasmussens digt Jeg tar et stykke kridt, som i kan finde ved at klikke på “Fantasien er en form for mod.”

Illustreret af Ingrid Vang-Nyman

Vi sluttede af med endnu et digt; et japansk HAIKUDIGT med et tilhørende billede, der gemmer på både fantastiske figurer og magiske redskaber. Vi snakkede om billedet og om haikudigte, der typisk består af tre linjer. Første linje har fem stavelser, anden linje har syv, og den sidste linje har fem. Vi klappede i kor og opdagede, at det passede på digtet.

Uge 4 – H.C. Andersen

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

Noah og Amira startede ud med at berette om deres eventyr i New Orleans –med særlig vægt på ”nattoget” og de mange farverige halskæder, der hang tungt fra træerne. Dernæst tapede vi et stort fold-ud Danmarkskort fast til døren, så vi bedre kunne studere og snakke om det. Vi skiftedes til at nævne navnene på nogle af de største danske byer, og da vi kom til Odense, stillede vi skarpt på H.C. Andersen og læste Den Lille Havfrue –som, i modsætning til Disneys version, har gyldenblondt hår og hedder Sirene. Martinna Margrethe fremviste billeder fra dengang hun var på sommerferie hjemme hos mormor og morfar, og de sammen besøgte Den Lille Havfrue på Langelilie. Da hun var færdig, inddelte vi børnene i to grupper. Med en voksen i ryggen, hyggede nogle af børnene sig med at læse selv, imens andre gik på opdagelse i Min første visuelle ordbog med engelske ord –en super god og overskuelig bog, som giver børnene mulighed for først at læse ord og sætninger på engelsk, og dernæst på dansk. Hvert ord er illustreret med en tegning, hvilket gjorde oplæsningen nemmere og engagerede børnene.

Tegning af Den Lille Blåhårede Havfrue…

Uge 3 – Bogstavsjagt med hr. Skæg

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

I torsdags gik vi på bogstavjagt med Hr. Skæg. Børnene forsøgte at finde bogstaver gemt på forskellige illustrationer. Vi læste SKÆG MED BOGSTAVER af Niki Vraast Thomsen og opfandt vores egne ord. Og så snakkede vi om synonymer -og forsøgte at finde så mange som muligt! Hr. Skæg var så uendelig glad, at han begyndte både at synge og danse. Han var ikke bare glad, han var… “tosset, fjollet, fjoget, vims, munter, begejstret, jublende fornøjet, festlig, fræk og gakgak.”

Vi snakkede om, at hvert bogstav har sin egen lyd, og kom med eksempler. Ovnen sagde AAAAAAAAAAH, fordi den havde det så dejlig varmt. Fryseren sagde FFFFFFFFRRFF, fordi den frøs, og Thorbjørn indskød, at han siger MMMMMMMM, hver gang han spiser en småkage.

Og så matchede vi billeder med korte ord…

Uge 2 – Cirkeline bliver til

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

I sidste uge var det overordnede tema Cirkeline! Vi startede ud med at læse og snakke om bogen CIRKELINE BLIVER TIL af Hanne Hastrup. Børnene diskuterede bl.a. hvordan det er at bo på landet versus i byen. Og så snakkede vi om hvad det vil sige “at være en god ven.” I huset hvor Cirkeline bor, bor også musene Frederik, Ingolf, Musse og Susse. Om vinteren hiver de Cirkeline med ud at kælke, og om sommeren hjælper de hinanden med at sætte drager op. De er i hvert fald gode venner. Bagefter spiste vi frisk frugt og flade pandekager, alt imens vi så et klip fra en gammel Cirkeline tegnefilm. En af mussepigerne, Mille, blev kaldt for Aske-mus, og det gav anledning til snakke om navne. For hvad er f.eks. forskellen på et mellemnavn og et kælenavn?

Og så hjalp vi hinanden med at lægge puslespil…

Uge 1 – Rim og remser

betinna Cirkelines Klubhus, KOM MED INDENFOR...

I torsdags fik vi skudt gang i Cirkelines Klubhus! Det var som bekendt også National Dr. Seuss Day, så vi snakkede om rim og remser og fik en fornemmelse af det danske sprogs klang og rytme. Børnene lyttede, læste op og fik selv mulighed for at lege med ordene ved at danne deres egne bogstavsrim og vrøvleremser. Vi læste bl.a. bøger af Jacob Martin Strid og Halfdan Rasmussen.

 

 

 

Tegning af en dreng der “sparker en sål i mål.”